Antenneforstærkning refererer til forholdet mellem effekttætheden af signalet, der genereres af den faktiske antenne, og det ideelle strålingselement på samme punkt i rummet under betingelsen af lige inputeffekt. Antenneforstærkning refererer til forholdet mellem signalets effekttæthed genereret af den faktiske antenne og det ideelle strålingselement på samme punkt i rummet under betingelse af ens indgangseffekt.Det beskriver kvantitativt i hvilken grad en antenne koncentrerer inputeffekten. Forstærkningen er naturligvis tæt forbundet med antennemønsteret.Jo smallere mønsterets hovedlap er, jo mindre er den sekundære diskrimination og jo højere forstærkning.Antenneforstærkning bruges til at måle en antennes evne til at sende og modtage signaler i en bestemt retning.Det er en af de vigtigste parametre for valg af basestationsantenne.
Generelt afhænger stigningen af forstærkningen hovedsageligt af reduktionen af bølgeopløsningsbredden af den lodrette plan tilbagestråling, mens den omnidirektionelle strålingsydelse på det vandrette plan opretholdes.Antenneforstærkningen er meget vigtig for mobilkommunikationssystemets driftskvalitet, fordi den bestemmer signalniveauet ved kanten af bimuffen, og forøgelsen af forstærkningen kan ske.
Øg dækningen af netværket i en defineret retning, eller øg forstærkningsmarginen i et defineret område.Ethvert cellesystem er en tovejsproces.Forøgelse af antenneforstærkningen kan reducere den tovejs systemforstærkningsbudgetmargin.Derudover inkluderer parametrene, der repræsenterer antenneforstærkningen, dBd og dBi.DBi er forstærkningen i forhold til punktkildeantennen, og strålingen er ensartet i alle retninger: forstærkningen af dBd i forhold til den symmetriske matrixantenne dBi=dBd+2,15.Under de samme forhold, jo højere forstærkningen er, jo længere bevæger bølgen sig.
Indlægstid: 25. august 2022